Dan Kofoed Månsson

Hvis du leder efter Dan K. Månssons CV, så finder du det her.

Nogle ord om mig som sjælesørger, forkynder og foredragsholder
– Længere nede finder du andres oplevelse af mig som foredragsholder og underviser…

Sjælesørger

At vælge sig en sjælesørger er en tillidssag. Vi betror os ikke til hvem som helst. Når mennesker vælger at betro sig til mig som sjælesørger, fortjener de at blive mødt menneskeligt og fagligt bedst muligt!

  • Allerede under mit teologiske studium valgte jeg at fordybe mig i sjælesorg. Jeg skrev en større opgave om ”Bibelbrug i sjælesorg”.
  • Da jeg blev sognepræst i Folkekirken oplevede jeg, at mennesker bankede på min dør og delte noget af deres smerte med mig. Det er en stor tillid at blive vist. Derfor ønskede jeg at videreuddanne mig i sjælesorg.
  • I første omgang tog jeg en 2-årig sjælesorgsuddannelse for præster ved Teologisk-pædagogisk Center, Løgumkloster. Senere opstod muligheden for et 4 måneders stipendiat-ophold ved Institutt for Sjelesorg, Modum Bad i Norge, hvor jeg ud over en del sjælesorgsarbejde tog en pastoral-klinisk uddannelse (PKU). Denne uddannelse har jeg i årenes løb videreudbygget.
  • For tiden arbejder jeg på en ”Master i klinisk Sjelesorg” ved Det teologiske Fakultet, Oslo.

Se mere her.

Forkynder

Jeg har mere end 30 års erfaring med at forkynde. De 14½ år prædikede jeg for menigheden i Sundkirken, Toreby Sogn, Lolland-Falsters Stift. Ellers har jeg prædiket i kirker, missionshuse og hvor mennesker ellers har indbudt mig som forkynder. Både som præst og landsleder i LM Kids har jeg mange gange fået lov at forkynde til børn og juniorer.

Jeg holder meget af at formidle det kristne budskab til mennesker – uanset om målgruppen er bekendende kristne eller åndeligt søgende mennesker.

Jeg har en vision om at kunne prædike enkelt, livsnært og bibelcentreret. Mit forbillede er Martin Luther, som i sin tid evnede at være lærd, kunne tale til jævne mennesker, så det bibelske budskab både gik dem til hovedet og hjertet!

Se mere her.

Foredragsholder

Når noget har fanget min interesse, kan jeg godt li’ at formidle det videre. At vække interesse, at begejstre, at få indspil og modspil er med til at anspore mig til nye indsigter. Et foredrag er altså for mig ikke bare et budskab, som skal afleveres, men snarere en invitation til refleksion og dialog.

Se mere her.

Det siger folk

  • Jeg hørte forleden Dan K. Månsson holde foredrag om ”Psykologi og teologi i sjælesorgssamtalen”. Her mødte jeg en foredragsholder der teoretisk kendte sit stof og kunne bearbejde det til praktisk brug for sjælesørgere på en autentisk, troværdig og inspirerende måde.

Sognepræst Flemming Baatz Kristensen, St. Pauls Kirke, Århus

  • Dan K. Månsson deltog i foråret 2014 ved et møde for pårørende til mennesker med demens. Under overskriften: “Jeg orker ikke mere!” formåede han at sætte ord på de mange vanskelige situationer, de pårørende skal forholde sig til, og de mange svære følelser, der kommer i spil undervejs i sygdomsforløbet. Dan gav hjælp til at håndtere disse følelser, og det var tydeligt, at de fremmødte følte sig forstået og mødt.

Demenskoordinator Lisbeth Rask Nielsen

  • Cafe Kilden fra Herning, Café Det gode Håb fra Horsens og Arken i Esbjerg har i de sidste to år haft en fælles kursusaften i foråret. Kurset har været henvendt til både ansatte og frivillige medarbejdere. Som foredragsholder havde vi i år Dan Månsson med temaet: Den svære samtale. Det var en rigtig god aften, og han ramte os lige på kornet.

Mie Sundgaard, bladet ’Arken’ 2/2014

Kvalitetssikring og tilsyn

Sjælesorg og forkyndelse er en del af den kristne kirkes tjenester. Derfor har jeg valgt at underlægge min tjeneste både et åndeligt og et fagligt tilsyn.

Det åndelige tilsyn øves af Evangelisk Luthersk Netværk. Min vejleder er: Børge Rasmussen – [boerge.rasmussen(at)gmail.com] – tlf. +45 2042 4577.

 

 

 

Det faglige tilsyn øves af Institutt for Sjelesorg. Einar Lundbys vei 13, 3370 Vikersund. Norge. Tlf. +47 3278 8155.

 

 

Links til øvrige samarbejdspartnere

Supervisor på sjælesorg og kursusleder på Agapes sjælesorgskursus

  • Agape er en forening, som arbejder med omsorg og tjeneste. Agapes formål er at udøve og fremme diakoni på evangelisk luthersk grund:
    – via foredrag, kurser, terapi og sjælesorg at hjælpe mennesker, som oplever livet problematisk
    – at inspirere menigheder og fællesskaber til at sætte fokus på omsorg og tjeneste

 

Foredragsholder og underviser i Kristent Pædagogisk Institut

  • Kristent Pædagogisk Institut er et forskningsbaseret institut, hvor pædagogik og kristentro mødes med henblik på at skabe god praksis.
    KPI henvender sig til faggrupper og enkeltpersoner, som ønsker at fordybe sig i spørgsmål vedrørende undervisning, opdragelse, vejledning og forkyndelse.