Samarbejde med Annette Bech Vad
10-07-2026
Annette Bech Vad og jeg har fra 2016-2024 afholdt en række sjælesorgskurser i foreningen Agape. Hvert kursus forløb over et halvt år. Med fondsmidler fra Borgfonden fik vi mulighed for sammen at undersøge præsters og lægfolks sjælesorgspraksis, og hvordan de kvalificerer deres personlige kompetencer. Undersøgelsen var en del af en ”master i klinisk sjelesorg” ved Menighetsfakultet, Vitenskapelig Høyskole i Oslo. De senest afholdte sjælesorgskurser og fremadrettede kurser er præget af de resultater, som undersøgelserne blandt både præster og lægfolk gav os.
Vi brænder for, at sjælesørgere i menigheder rundt i landet udrustes til at øve kvalificeret sjælesorg. Mange kirker og menigheder har både præster og sjælesorgsteams, som tilbyder sjælesorg til folk i menighederne. Sjælesørgere har brug for både fagligt input og supervision for at brænde i tjenesten. Vi håber, at menighedsråd og bestyrelser vil prioritere sjælesorgen ved at lade sjælesørgerne få faglig inspiration.
Annette Bech Vad arbejder med sjælesorg og åndelig og eksistentiel omsorg fortrinsvis i hospicesammenhæng og med en sundhedsfaglig baggrund. Når vi underviser om sjælesorg i praksis, om sjælesørgeriske tematikker og sjælesørgerens selvindsigt, sker det med vores forskellige indsigter og fagligheder.
Landsdækkende – kirkeligt og geografisk
Vi kommer gerne til jeres del af landet for at undervise i sjælesorg eller undervise i en specifik tematik f.eks. gudsbilleder, skam, skyld og forsoning. Det kan være et kortere eller længere kursus helt afhængig af jeres ønsker. Vi kommer gerne sammen eller hver for sig.
Vi hører begge til i en folkekirkelig sammenhæng og har erfaring med at undervise i forskellige kirkelige traditioner. Så tøv ikke med at kontakte en af os, så får vi en snak om, hvad I ønsker, og hvilken ramme, det skal ske i.
